Hvor er min flok?

Det er en ensom tid for mange mennesker lige nu. Coronanedlukningen trækker ud og det begynder at være rigtig hårdt. Selv introverte mennesker, som trives godt i eget selskab mærker nu ensomheden krybe ind på os. Vi mærker, hvor unaturligt det føles, at være afskåret fra andre mennesker. Afskåret fra gruppen eller flokken. Selvom vi ser vores nærmeste, så mangler der noget. Følelsen af at høre til i en større gruppe.

Jeg er begyndt at drømme om menneskemængder, at give og modtage kram, nærhed med andre, bevæge mig frit rundt blandt andre, blandt fremmede. Når jeg står i supermarkedet en fredag eftermiddag sammen med alle de andre mundbind, så føler jeg mig helt glad. Den længsel efter at være blandt andre er nu så stor, at en tur i Rema opleves hyggelig.

Måden vi lyser op i ansigtet, når vi spontant møder vores nabo eller en bekendt på gaden. Vi suger det til os. Nærværet, den lille snak. Smilet. Vi længes så inderligt efter at føle os som en del af fællesskabet, særligt nu hvor den mulighed i fysisk forstand er taget fra os.

I ensomheden mærker vi, hvor forbundet vi er med hinanden. Hvor meget vi har brug for at være en del af en flok.

Vi er flokdyr

Det er vores natur som art art være en del af en flok, at samarbejde med hinanden, støtte, elske og hjælpe hinanden. Du har en funktion i en flok. Flokken har din ryg. Flokken giver dig tryghed.

Indenfor evolutionspsykologi findes udtrykket “a lone monkey is a dead monkey”. Det er ikke så underligt, at vi hver især i denne tid kæmper mere med svære følelser som angst, stress, usikkerhed og depression. Vi er ikke designet til at være alene. Vores hjerner og krop oplever en intuitiv utryghed i ensomheden. Det som skræmmer os er spørgsmålet; kan og skal jeg være stærk hele tiden?

Nej, det kan vi ikke. Vi har alle brug for en skulder indimellem, at nogen træder til, når vi er knæ. I en flok behøver du ikke være stærk hele tiden. Der er altid en skulder. Du er altid holdt og beskyttet.

Vi mærker lige nu – børn som voksne – betydningen og værdsættelsen af fællesskabet, flokken og den kollektive støtte. Jeg tror, at denne dybtfølte erfaring vil tilskynde alle os som gennemlever denne tid på jorden til at søge og dyrke fællesskabet i større grad end vi siden industrialiseringen har gjort. At vi begynder at søge vores flok, vores community. Med ønsket om at give og modtage kærlighed, støtte og lindring. Det er i hvert fald mit håb.

Så, hvor er min flok?