Parforhold og De Tre Principper
Din oplevelse af din partner ændrer sig afhængig af hvilke tanker du ser din partner igennem fra øjeblik til øjeblik – én ny tanke, og din partner ser helt ny ud.
I mit arbejde som psykolog og parterapeut og igennem samtaler med min kæreste og 3p coach Michael Andersen, har jeg fået øje på hvor hjælpsom 3p forståelsen er for sunde parforhold og relationer generelt. Med De Tre Principper får vi indblik i vores eget design og derigennem bliver det lettere at forstå os selv. Når vi opdager, at vi alle fungerer på samme måde og er designet ens, bliver det lettere at forstå hinanden. Vi deler her nogle af vores indsigter omkring parforhold i 3p perspektiv.
Tanker og følelser i parforhold
Det din partner siger og gør er i bund og grund neutralt – det er dine tanker om det som farver din oplevelse og dine følelser fra øjeblik til øjeblik. Du skaber selv dit følelsesdrama ved hjælp af dine tanker. Så hvad vil du bruge din energi på?
Din kæreste kan ikke give dig følelser. Punktum.
Dine følelser er 100% skabt af dine tanker. Du kan helt uskyldigt komme til at tro på dine tanker og opleve dine følelser som et udtryk for, at dine tanker er sande. Vær nysgerrig – er det fordi du er træt eller sulten og har trætte tanker eller er din kæreste virkelig en idiot?
Bevidsthed i parforhold
Du kan ikke styre dine tanker, men du kan blive bevidst om hvad du retter din opmærksomhed imod. Hvor er dit fokus? Har du fejlfinderfokus eller taknemmelighedsfokus? Hvad er vigtigst lige nu – opvasken eller det tiltrængte knald?
Nysgerrighed i parforhold
Noget af det allervigtigste i et sundt parforhold er nysgerrighed på din partners oplevelse. En nysgerrighed omkring hvordan det ser ud ovre i din partners verden. Respekt og rummelighed i relationen – men ikke nødvendigvis forståelse for eller enighed i din partners oplevelse – er fundament for et sundt parforhold.
Når nysgerrigheden ryger og du bliver fanget i dine historier om, hvor forkert eller utilstrækkelig din kæreste er, så er det svært at føle samhørighed og omsorg for den anden. Nysgerrighed rimer på kærlighed og et åbent sind. Bedømmelse og kritik rimer derimod på frygt og usikkerhed.
Lyt til din partner i stedet for at tro du ved. Lytning kræver ikke meget af dig, det gør det derimod at være klar til angreb eller forsvar.
Ethvert parforhold består af to separate virkeligheder
Du kan være nysgerrig på din partner, men du kan aldrig på forhånd vide, hvad din partner tænker og oplever. Du kan aldrig vide, hvordan det du siger høres af din partner. Det er udenfor din kontrol, så det kan du ikke styre eller tage ansvar for. Når vi forsøger at styre hvordan den anden hører det vi siger, eller hvordan vores partner responderer på det vi siger, så kommer vi på overarbejde. Det er ikke op til os.
At lade din partner have sin oplevelse i fred er noget af det vigtigste – og mest respektfulde – i et sundt parforhold.
Forståelse i parforhold
Du behøver ikke nødvendigvis at forstå din partner for at elske vedkommende.
Det er en af de mest udbredte misforståelser (hehe) når par kommer i parterapi hos mig. Vi lever i et samfund, som lægger utrolig stor vægt på forståelse som løsning på stort set alt. Også relationer.
Forståelse og enighed er ikke et præmis for at få et bedre parforhold. At give plads til den andens oplevelse og perspektiv er derimod.
Når I slipper anstrengelsen for at forstå hinanden eller tale jer frem til enighed, så bliver det meget lettere at være kærester. Det eneste I behøver at blive enige om, er at det er okay ikke at være enige.
Din partner er altid ny
Vi ser ofte vores partner igennem fortidstankebriller, men det behøver vi ikke. Nuet er altid nyt og friskt. Nuet rummer altid muligheden for at se noget nyt. Muligheden for at se din partner og dig selv igennem nye, friske tanker. I den forstand er din partner altid ny.
Måske er det muligt at slippe nag, mistillid og fortrydelser? Bare lade den tunge taske med bitterhed, dårlig samvittighed og vrede ligge, i stedet for at slæbe rundt på den hver dag? Tilgivelse kan sætte dig og din partner fri.
Vi er alle lavet af kærlighed
Intet menneske er essentielt ondt, vi er alle lavet af den samme kærlige, livsenergi – selv din idiotiske kæreste. Kun vildfarne tanker kan skabe konflikt og smerte imellem jer.
“Vores eget tankesystems misforståelser leder til sammenbruddet af personlige relationer, hvilket medfører unødig lidelse og sorg. Menneskehedens vildfarne tanker, fremmedgjorte fra deres egen indre visdom, skaber al vold og ondskab i denne verden.” Sydney Banks.
Så næste gang din partner ser dum eller ondskabsfuld ud, så vid at din partner – eller du – helt sikkert er på afveje i uhjælpsomme tanker. Når det er sagt, så kan der være adfærd fra din partners side, som du har brug for at sige fra overfor. Du behøver ikke at finde dig i hvad som helst. Det er okay at gå, hvis det er det sundeste for dig.