10 minutter om dagen er nok til at lade batterierne op. Nulstille. Grounde. Falde til ro. Finde hjem i sig selv. Lade tankerne falde på plads. Restituere.
Der er mange udtryk for det. I bund og grund handler det om, at tage en pause fra dit doing-mode. Din konstante aktivitet, handlen og gøren.
Kender du det, når du kommer hen på eftermiddagen, at du næsten ikke kan overskue resten af dagen?
I hvert fald ikke uden en stor kop kaffe, til at hjælpe dig på vej. Det gør jeg. Oftest på de dage, hvor jeg har glemt at tage en pause.
Pause – hvordan?
Med pause mener jeg en stund, hvor du INTET foretager dig. Andet end at trække vejret og mærke din krop. Du kan sidde eller ligge, alt efter, hvad der passer dig bedst. Sæt en alarm på minimum 10 minutter, gerne mere, hvis du har tid og lyst. Derefter skal du gøre INGENTING. Blot observere din vejrtrækning. Og hver gang du driver væk i tankerne, så vender du tilbage til din vejrtrækning. Igen og igen. Med venlighed og forståelse overfor dig selv og din kværnende hjerne. Læg din pause først eller midt på dagen, så du får gavn af effekten resten af dagen.
Det er så simpelt og alligevel så fandens svært. Bare at være, uden at udrette noget. Uden at huske noget. Uden at holde styr på noget.
Du må gerne give slip. Lade det være, som det er. Have tillid til, at det nok skal gå det hele.
De fleste af os har svært ved denne lille øvelse. Det er lidt sjovt, hvor udfordrende det er at lægge sig ned og lave ingenting i 10 minutter. Men det er det. Så svært, at man nogle gange skal tvinge sig selv til det. Øve sig. Huske på, at det er okay at give sig selv et frikvarter. Et fysisk og mentalt hvil.
Hvis du er stresset eller på anden måde belastet og presset, så er det regel nummer 1 i min bog. Noget jeg altid tilråder mine klienter. En indlagt pause HVER DAG. Uanset humør, overskud eller mangel på samme.
På den måde giver du dit nervesystem lidt ro, kommer i kontakt med dig selv og mærker, at selvom bølgerne står højt rundt om dig, så har du et solidt anker i kraft af din vejrtækning.
En lille øvelse i selvomsorg og nærvær.