Hvad vil du gerne være fyldt op af, når din tid er gået?
Hvad vil du gerne have brugt dit liv på, når du engang skal herfra?
Måske står svarene på disse spørgsmål helt skarpt for dig. Måske sætter de nogle overvejelser i gang. Fortrydelser, måske.
Forestil dig, at du har brugt det meste af dit liv på at være utilfreds. Utilfreds med dig selv og dine medmennesker. Utilfreds med dine præstationer, dit kærlighedsliv, din karriere, din indtægt, din krop og din utilfredshed. Det hele eller bare noget af det. Det manglende overskud, trætheden, menneskeligheden og svagheden.
Det der hang, det der bulede ud, det skæve og det asymmetriske. Alt det du ikke nåede. Alt det du nåede, som du ikke skulle. Al tiden som bare gik på ligegyldigheder og trivialiteter. Alle de mål du ikke fik succes med. Al den selvrealisering, som aldrig blev realiseret. Kroppen som aldrig blev optimeret. Men bare blev ældre og slappere.
Forestil dig, at du hele dit liv har forsøgt at forbedre, optimere og effektivisere dig selv, dit liv og din partner på baggund af en følelse af utilfredshed. Eller utilstrækkelighed. Usikkerhed.
Og uanset om dette er lykkedes for dig eller ej – hvordan vil det så være at skulle forlade denne jord med visheden om, at det liv og den krop eller partner du fik, brugte du på at lave om og optimere i ét væk?
Jeg har det stramt med vor tids enorme fokus på selvudvikling, selvoptimering og jagten på succes. For hvad er det egentlig? I jagten på at blive en bedre udgave af os selv kan vi risikere at tabe det hele på gulvet. Det levede liv her og nu, hinanden, nærværet.
Måske er du den du skal være, lige nu?
For hvem definerer egentlig det?
Du kan altid blive bedre. Hurtigere. Klogere. Smukkere. Gladere.
Men hvornår er du god nok?