En dag ad gangen

Jeg råder ofte mine klienter til at tage én dag ad gangen. Jeg minder mig selv om, at tage én dag ad gangen, når livet er svært.

Hvorfor?

Det er ganske simpelt:

Når du tager én dag ad gangen, bliver du mindre overvældet.

Når du tager én dag ad gangen, kan du bedre overskue dit liv.

Når du tager én dag ad gangen, sænker du dine forventninger til dig selv.

Når du tager én dag ad gangen, får du fokus på det vigtige her og nu.

Når du tager én dag ad gangen, minder du dig selv om, at livet ER her og nu.

At tage én dag ad gangen kan være en god overlevelsesstrategi. Et valg du tager. Med det mindset anerkender du, at livet hele tiden forandrer sig. At planlægning alligevel ikke giver dig mere kontrol over de vigtige ting.  At dine forventninger og forhåbninger til fremtiden ikke altid indfries. Og at det er okay.

At tage én dag ad gangen betyder ikke, at du ikke må lægge planer og sætte krydser i kalenderen. Det betyder, at du lever livet mere kortsigtet, mere nærværende, med mere realitetssans. Det betyder, at fokus flyttes fra mål til proces. Fra forestillinger og fantasier til virkelighed.

Hvad magter du og din familie netop i dag?

Hvad må vente til i morgen?

Hvad er realistisk, med den mængde energi og tid du har lige præcis i dag?

Hvis du er et udfordrende sted i dit liv, så kan det være en trøst, at hver dag er unik og at der venter en nat, inden morgendagen begynder. Dit fokus er, hvordan du kan bruge dagen på den måde, som giver mest mening for dig.

Måske opdager du, at den dag, som du intet forventede af, bliver noget særligt.

 

Skriv et svar