Hallo….Er du der?

Mor og datter i naturen

Ferien kalder og du glæder dig sikkert til at trække stikket og hellige dig dagene med dine børn, din partner eller gode venner.

Du glæder dig, men du er måske også lidt spændt på, om du kan være nærværende og mentalt til stede hele tiden. Og skal du egentlig være det? Nærværende. Hele tiden? Nej. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre og fred være med det. Men det hele bliver nu alligevel lidt sjovere, hvis vi øver os i at være mentalt til stede med de mennesker, vi er sammen med.

Hvis du har det ligesom mig, så kan det af og til føles som en umulighed at være nærværende og opmærksom, selvom du rigtig gerne vil. Og så rammer den dårlige samvittighed og selvkritikken. Og du får besøg af Bør. Jeg bryder mig ikke om Bør, men hun dukker op med jævne mellemrum. Hun er meget ukonstruktiv og skrap og jeg bliver helt fanget ind i hendes formaninger. Jeg øver mig i at holde let om Bør og alle de andre selvkritiske tanker og vende tilbage til det, som er vigtigt. Det som jeg gerne vil gøre. Det som jeg gerne vil fylde mit liv med. Det er svært, men jeg øver mig.

 Hvorfor er det nogle gange så svært at bevare fokus på dén leg, dén bog eller dén samtale som udspiller sig lige nu og hér?

 Hvornår er det mest udfordrende for dig, at være nærværende overfor dine kære?

 

 Næste gang du overmandes af trangen til at junke nyheder, flygte ind i ligegyldige newsfeed på Facebook, overtræne eller proppe dig med chokolade et sted som ingen ser, så prøv at stoppe op og og mærk indad.

Hvad sker der i dig lige nu?

 Hvordan har du det?

 

Hvis du allerede har kastet dig over chokoladen, så prøv alligevel at mærke efter, om du er i gang med noget, som giver mening for dig.

Nyder du det?

Har du valgt den her aktivitet eller kører du på automatpilot?

 Er det egentlig noget andet, du har brug for?

 

Måske er du bare træt. Sådan helt-ind-i-knoglerne-træt. Hvad kan du gøre ved det? Har du mulighed for at handle på det? Hvis du har, så kunne det være et sted at starte. Og her tænker jeg ikke på 10 kopper kaffe om dagen, men mere søvn! Hvis du er mor eller far til en baby, som er en lille terrorist i nattetimerne, så er det måske et vilkår i dit liv lige nu, at du er træt. Hele tiden. Men måske du alligevel kan snige en lur eller pause ind i løbet af dagen, når dit barn sover? Det er godt givet ud.

Måske er du fyldt op af udfordrende tanker og følelser, stress, uro eller utålmodighed. Så fyldt, at der slet ikke er plads til dig. At det ikke kan rummes og du er nødt til at flygte fra det. Lad mig fortælle dig noget – det hjælper ikke at flygte. Jeg har prøvet. Det virker ikke.

Af og til har vi følelser og tanker, som er ubehagelige og smertefulde. Sådan er det. Det er en del af det at være menneske. Nogle gange kræver det handling og nye valg. Nogle gange kræver det accept.

 

Tænk, hvis du kunne give det plads? Alt det som fylder dig op og giver dig lyst til at flygte?

 Tænk, hvis du kunne tillade det? Holde let om det, så det ikke afskærmer dig fra at være tilstede med dem du holder af?

 

Nærvær og opmærksomhed udadtil, overfor de mennesker du holder af, kræver nærvær og opmærksomhed indadtil. Ferien er en oplagt mulighed for at øve dig i at lægge mærke til, når nærværet ryger. Lægge mærke til trangen til at flygte, glemme og lukke ned. Erfare, at du faktisk har et valg. Har muligheden for at gøre det, som er vigtigst for dig. Og når du alligevel ryger i chokoladen og Bør dukker op, så hold let om det og giv slip.

 

 

 

Skriv et svar